Mere end en million kinesere fulgte onlineforum
Onlineundervisning og fremtidens uddannelser var i fokus, da ”China Denmark Education Forum” blev gennemført for første gang. Hvordan har Covid-19 har påvirket uddannelsespraksis, hvilke erfaringer er høstet i henholdsvis Danmark og Kina, og hvad betyder det fremover?
Svar og udfordringer er forskellige. Begge landes 12 oplægsholdere er imidlertid enige om, at det gælder om at forberede børn og unge bedst muligt på en fremtid og en verden, som bliver mere og mere kompleks og uforudsigelig.
LÆS OPSUMMERING AF OPLÆGSHOLDERES INDLÆG HER
Corona har disruptet verden og rystet uddannelsessystemer både herhjemme og internationalt. Der er sket ændringer på rekordtid, som ingen havde troet mulige inden coronaen. Stort set alle oplægsholdere er enige om, at den nye situation kræver langt større fokus på læreruddannelse og digital efteruddannelse af lærere, som fra den ene dag til den anden måtte oplægge deres undervisning. Enighed er der også om, at fremtidens undervisning vil være en hybrid af online og offlineundervisning.
Forældres nye rolle
De kinesiske oplægsholdere havde især fokus på, hvordan undervisningen smidigst og mest effektivt kunne omlægges til onlineundervisning, og hvilke konsekvenser det har for relationen mellem forældre og børn. Når hjemmet bliver til skole, føler kinesiske forældre sig i højere grad ansvarlige for læringen, og det styrker ifølge Zhu Yongxin, vicegeneralsekretær i CCPPC, den testbaserede undervisning og har lagt et ekstra pres på børnene. Sådan bør det ikke være, mener Zhu Yongxin, som arbejder på at skabe gladere børn og tættere familierelationer, som ikke måles i præstationer, men som er afgørende for et godt og sundt skole- og uddannelsesliv. Hans opfordring til forældre er: ”Brug mere tid sammen med børn. Tilskynd børn til at udforske. Læs bøger og del lykkelige stunder med børn. Familielivet i sig selv er uddannelse”.
Land-by-problematikken
Forskellen mellem land og by er stor i Kina. Flere af de kinesiske oplægsholdere mener, at onlineundervsnig er med at udjævne den uddannelsesmæssige ulighed. Yang Dongping frygter imidlertid en øget skævvridning, for trods en meget veludviklet teknologisk infrastruktur er der er stadig mange landområder og skoler, som ikke har tilstrækkeligt med computere. Det er en udfordring de danske oplægsholdere ikke beskæftiger sig med. De har til gengæld mere fokus på, hvad onlineundervisning betyder for fællesskabet og evnen og muligheden for at skabe sociale relationer.
Forskelligt udgangspunkt
I volumen er udgangspunktet meget forskelligt. I Kina drejer det sig om 220 millioner elever og i Danmark cirka en million. Det var heller ikke første gang, at Kina oplevede lukning af skoler. Under SARS-epidemien i 2003 lukkede landets skoler i tre måneder og undervisning foregik blandt andet via landets tv-kanaler. Teknologi, internet og styrkelse af digital infrastruktur åbner for helt nye muligheder.
Uddannelse formes af den kultur, den opstår i, og det præger de 12 uddannelsesfolks oplæg. Tilgange til at takle den nye situation er forskellige. Ved at inspirere og udveksle ideer mellem to lande, to kulturer, to forskellige uddannelsessystemer og traditioner udfordrer vi vores egen måde at tænke onlineundervisning og uddannelse på. Og det er netop idéen med forummet og det nye samarbejde, som repræsenterer en unik mulighed for at sætte en humanistisk, demokratisk og værdibaseret dagsorden inden for uddannelse.
Artikler i kølvandet
Onlineseminaret er fulgt op af flere artikler, blandt andet i China News, SOHU News og Huanqiu.com. Medierne vurderer, at forummet er en succes, og fremhæver, hvordan onlineundervisning, hjemmeundervisning og elevernes selvdisciplin er blevet udfordret under epidemien, og hvor vigtigt det er at unge bliver dygtigere til at håndtere og forstå teknologi og kunstig intelligens.
China Education 30 forum har tillige løbende sendt de enkelte oplæg ud samt pressemeddelelser, som kan læses her: Pressemeddelelse fra CE30, Pressemeddelelse fra CE30.
Learn for Lifes platform i Kina sikrer også dækning af forummet. Se blandt andet den seneste udsendelse.