Ny legehåndbog med inspiration fra H.C. Andersens eventyr
Legebaseret pædagogik i dagtilbud fungerer bedst, når de pædagogiske medarbejdere understøtter og deltager i legefællesskaber. Men disse er ofte i tvivl om, hvor meget de bør træde ind i børnenes leg – og hvordan. Ny dansk legehåndbog giver redskaber til netop dét ved hjælp af H.C. Andersens eventyr. Bogen møder allerede interesse fra Kina, hvor både dansk pædagogik og H.C. Andersen er i høj kurs.
Legebaseret pædagogik får stadig større fokus i både Danmark og udlandet. Flere studier peger på, at pædagoger og undervisere mangler mod til at lege samt et fælles praksissprog for leg.
Hvordan kvalificerer man sin legepraksis, så legen sker på legens og børnenes præmisser? Og hvornår bør man som pædagogisk medarbejder henholdsvis træde til eller give plads, når børnene leger?
En ny bog søger at give svar på spørgsmålene. Leg med H.C. Andersen – inspiration til eventyrlige legefællesskaber i dagtilbud er designet til at give pædagogisk personale inspiration til, hvordan man kaster sig ud i legen sammen med børnene, ligesom den inspirerer til refleksion over, hvordan voksne deltager i børns legefællesskaber. Legene, der beskrives i bogen, er udviklet gennem workshops med praktiserende pædagoger.
”Den eventyrlige og legende pædagogiske tilgang handler om mere end at inddrage børnene. Der skal samskabes processer, lege, kreative aktiviteter og produkter ud fra børnenes perspektiver og initiativer. Alle børn skal have gode muligheder for at være betydningsfulde deltagere i legefællesskaber, så de trives, udvikler sig, lærer og dannes bedst muligt. Forskning peger på, at børnene husker bedre og lærer mere, når de selv er aktivt deltagende, og her er der brug for pædagoger, som faciliterer fremfor at instruere,” siger Gitte B. Bork, forfatter og underviser i legebaseret pædagogik.
Bogen indeholder konkrete idéer til legeforløb med udgangspunkt i otte eventyr, bl.a. Fyrtøjet, Den Lille Havfrue, Kejserens nye klæder og Tommelise. Læseren guides via teoretisk indsigt og ikke mindst gennem de konkrete idéer, erfaringer og refleksioner, som 15 pædagogiske medarbejdere i dagtilbud fra hele landet har gjort sig i prøveforløb.
Interesse fra Asien
Bogen lanceres den 21. august i forbindelse med HCA Festivals på Odense Rådhus. På samme festival bliver bogen for alvor sat på prøve, da børn fra fynske dagtilbud er inviteret til at opleve dens indhold i praksis ved to workshops under titlen ’Eventyrlige legefællesskaber’.
Derefter er forventningen, at bogen skal på eventyr uden for landets grænser. Det fortæller Lisa Johansen, medforfatter og sekretariatsleder i Learn for Life. Foreningen arbejder for udbredelsen af H.C. Andersens eventyr og dansk pædagogik i Asien gennem samarbejder og tværkulturelle projekter.
”Vi oplever stor interesse for både H.C. Andersens eventyr og legebaseret pædagogik fra især Kina . Dele af bogens indhold har allerede med succes været afprøvet hos kinesiske pædagoger via en række onlineworkshops. I Kina er der en bevidsthed om, at en legebaseret, pædagogisk tilgang er vigtig, men udfordringen er at udføre den i praksis. På det område er vi længere fremme i Danmark”, siger Lisa Johansen, der forventer, at bogen vil kunne tages i brug af kinesiske pædagoger i løbet af 2024.
”Vi kan være stolte af både H.C. Andersen og den viden, vi har i Danmark på det pædagogiske og undervisningsfaglige område. Det er med til at give mennesker langt herfra et nyt syn på, hvordan man giver børn en god start på livet. Det er vi stolte over at bidrage til med udgivelsen af denne bog.”, siger Lisa Johansen.
Bogen udgives med støtte fra H.C. Andersen Fonden og har forord af professor emeritus i litteratur- og kulturhistorie samt tidligere leder af H.C. Andersen Centret ved Syddansk Universitet, Johs. Nørregaard Frandsen. Forfatter og musiker Benedicte Riis har sammen med sine sange og materialer været det kreative omdrejningspunkt i bog og på legeworkshops.
Fakta
Boglanceringen finder sted i forbindelse med HCA Festivals på Odense Rådhus den 21. august kl. 17. Forinden er pædagoger og undervisere inviteret til en legeworkshop kl. 15-17 i forbindelse med festivalens skole- og institutionstilbud. Bogen udgives af Learn For Life (learnforlife.dk), som har hjemsted på Nordfyns Højskole. Herfra er ideen til projektet Eventyrlige legefællesskaber med inspiration fra H.C. Andersen startet med tidligere højskoleforstander Mogens Godballe som primus motor
Fakta om forfatterne
Gitte B. Bork, tidl. pædagogisk psykologisk konsulent og projektkonsulent, arbejder som selvstændig konsulent og underviser. Hun er uddannet pædagog og cand. mag. pæd. Lisa Johansen er cand.phil. og sekretariatsleder i Learn for Life og har arbejdet med dansk-kinesiske kultur- og undervisningssamarbejder gennem otte år.