Dansk-kinesisk forum sætter fokus på børn og unges trivsel
September 2021
Hvad skal der til for at trives i børnehave, skole og på ungdomsuddannelser? Vi spørger danske og kinesiske undervisere, eksperter, unge og forældre i et seks timers onlineforum d. 23. september.
SE POSTER HER
”Trivsel og lyst til læring” er titlen på anden udgave af China Denmark Education Forum, som går i luften d. 23. september på to af Kinas store onlineplatforme, blandt andre SOHU og NetEast.
Her har Learn for Life og den kinesiske tænketank China Education 30 Forum samlet 14 trivselseksperter, lærere, forældre og unge om et emne, som i begge lande kræver handling. Hvorfor har mange børn og unge ondt i livet? Skyldes det præstationsangst, konkurrence eller er det blot fordi emnet er kommet mere frem i lyset?
Viktor Axelsen indleder
Viktor Axelsen indleder forummet i en samtale med tidligere skoleleder Li Zhenxi, som er en populær lærer og oplægsholder. Li har undervist tusindvis af kinesiske børn og er tillige forfatter til mere end 72 bøger heriblandt i denne sammenhæng vigtige udgivelse ”Happiness first”.
Samtalen foregår på kinesisk, og her kommer Viktor ind på sine egne oplevelser i børnehave, skole og vejen mod guldmedaljerne.
12 gæster fra Kina og Danmark
Dernæst følger oplæg og dialog mellem 12 gæster fra Kina og Danmark, som hver især fortæller om deres syn på god trivsel efterfulgt af diskussion. Fra Danmark deltager en folkeskolelærer, en børnehaveleder, en efterskoleleder, en forælder, en HF-elev og en trivselsekspert, som sættes over for en tilsvarende fra Kina. Baggrunde og årsager er forskellige i de to lande, men tal og analyser viser, at for mange børn og unge i dag mistrives. Et paradoks i en tid, hvor børn, unge og deres forældre har en langt bedre økonomi og flere muligheder end blot for 20-30 år siden.
Udfordringer i begge lande
Trivsel er et komplekst fænomen med utallige facetter med lige så komplekse årsagssammenhænge.
I Danmark er der flere unge – især piger – som lider af angst og depression. Forskere er i tvivl om årsagerne, men er bredt enige om, at der kan være mange. Blandt andet oplever unge en præstations- og perfekthedskultur, som tilfører et pres og øget konkurrence. En anden faktor anføres af forskerne som affødt af usikre forældre, der ikke tør håndhæve regler eller sætte rammer.
I Kina arbejdes der på uddannelsesreformer og -politik, der skal forhindre stress og præstationsangst. Mange unge kinesere bukker under for presset fra forældre og lærere og opgiver læring og uddannelse. Den udvikling ønsker reformatorer at ændre blandt andet ved at fraråde ekstra-undervisning og fokusere mere på trivsel.
Hvem står bag?
Bag seminaret står den kinesiske uddannelsestænketank China Education 30 Forum og foreningen Learn for Life, som har tæt samarbejde med Nordfyns Højskole. Sidstnævnte har de seneste år gennemført kurser i børnehavepædagogik for kinesiske børnehaveledere/undervisere samt kurser i Life Education for kinesiske forældre.
China Education 30 Forum er en tænketank etableret i Beijing i 2014 med det formål at fremme uddannelsesreformer. Forummet arbejder på tværs af sektorer og landegrænser og arrangerer fora og konferencer med uddannelseseksperter fra alle samfundslag inden for politik, økonomi, humaniora og samfundsvidenskab. I november 2019 blev forummet kåret som en af de tre mest indflydelsesrige i Kina.
1,03 mio. besøgende i 2020
I september 2020 gennemførte Learn for Life og China Education 30 Forum det første onlineforum. Her så flere end 1,03 millioner kinesere med, da seks uddannelsespersoner fra henholdsvis Kina og Danmark kom med deres bud på, hvordan Covid-19 havde påvirket uddannelsesområdet. I modsætning til sidste år har dette forum fokus på dialog for dels at skabe mere dynamik, dels mulighed for udveksling af idéer og holdninger.
Fakta om streaming:
Streaming i Kina: d. 23. September kl. 13-19.10 (dansk tid: 7-13.15)
Visning i Danmark: En version med engelsk tale vil være klar efter streaming i Kina. Versionen vil findes på youtube u/China Denmark Education Forum fra 1. oktober. Her har vi også valgt at offentliggøre forummet fra 2020.
Deltagere fra Danmark
Viktor Axelsen, Dubai/København
Rasmus Emil Vedel Vindvad Kristensen, lærer, Juelsminde Skole
Mads Poulsen, forstander Eisbjerghus Internationale Efterskole
Henrik Axelsen, forælder, Odense
Chili Nørgaard Christiansen, HF-elev, Thy
Hans Henrik Knoop, trivselsekspert, DPU, Århus Universitet
Jakob Stenmann Hansen, børnehaveleder, Lærkereden Odense
I Danmark er projektet støttet af S.C. Van Fonden.